Virkemåde

2011.06.30 17:51

Opioide peptider

For at forstå hvordan LDN virker er her en kort introduktion til kroppens egne opiater, kaldet opioide peptider.

Opiater: Opium, morfin, kodein og heroin.

Opioide peptider er opiatlignende molekyler som kroppen selv producerer. Der findes tre kategorier (2010) af opioide peptider:

De fleste af kroppens celler producerer opioide peptider der sikrer at cellerne fungerer korrekt. Immunforsvarssygdomme, herunder autoimmunsygdomme, kan forekomme når cellerne producerer usædvanligt lave mængder af opioide peptider.

OGF og OGFr

Methionin-Enkefalin spiller en vigtig rolle i cellernes deling, og hermed også i immunforsvaret. Methionin-Enkefalin kaldes også Opiod Growth Factor, eller blot OGF.

For at OGF kan udøve sin effekt er det nødvendigt at det (efter det er produceret i cellen) kan binde sig til receptorer (modtagere) på celleoverfladen. De receptorer som OGF kan binde sig til kaldes Opioid Growth Factor receptors, eller blot OGFr.

To betingelser skal altså være opfyldt for at få den forventede effekt af OGF:

  1. Kroppens celler skal producere OGF i tilstrækkelige mængder
  2. OGF skal interagere med kroppens celler via receptorer (OGFr) på cellernes overflade

Naltrexon er et stof der binder sig til OGFr, mens det samtidigt fortrænger eksisterende OGF, og blokerer for nyproduceret OGF. De berørte celler oplever derfor et massivt OGF-underskud, hvilket har tre konsekvenser:

  1. Antallet af OGFr på celleoverfladen øges i et forsøg på at binde sig til OGF
  2. OGFr's sensitivitet overfor OGF øges i et forsøg på at binde sig til OGF
  3. Produktionen af OGF øges for at kompensere for den tilsyneladende OGF-mangel

LDN har en halveringstid på ca. 4 timer. Herefter bevirker den indtagne lave dosis af naltrexon, at den resterende halvdel ikke længere kan fortrænge OGF fra OGFr.

Den forøgede produktion af OGF, kombineret med det forøgede antal ekstra sensitive OGFr, bevirker nu at cellerne modtager forøgede mængder OGF. Herved sikres korrekt celledeling, og korrekt virkende immunforsvar. Denne effekt varer typisk et lille døgn.

Dosering

Desværre er den dosis naltrexon den enkelte skal anvende til LDN meget individuel. Man er derfor nødt til at eksperimentere sig frem til egen idealdosis.

De fleste vil dog befinde sig bedst med en dosis mellem 3 og 4,5mg pr. døgn, men alle doser mellem 2 og 10mg går under betegnelsen LDN.

Den mest enkle måde af finde sin idealdosis på er ved at føre dagbog, og starte med en dosis på 3mg pr. døgn i 3 uger, og derefter optrappe dosis med 0,5mg pr. døgn hver 3. uge, til man når 5mg. Herefter kan man konsultere sin dagbog og bestemme under hvilken dosis man havde størst velbefindende. I enkelte tilfælde vil man være nødt til at prøve doseringer uden for dette interval. Enkelte skal tage LDN 2 gange dagligt, mens nogen få skal indtage det med 2-3 døgns interval.

Der er så dem der ikke har gavlig effekt af behandlingen. Dette skyldes, at deres produktion af opioide peptider er så lav at LDN ikke kan bringe produktionen op på normalniveau. Disse patienter må ty til OGF, der administreres intravenøst (en tæt på umulig opgave i Danmark).

Følgende er egen erfaring med dosering: Startede med 3mg, hvilket viste sig at være næsten idealdosis som lader til at være 3,2mg. 4mg var helt klart for meget, da det efter 4 dage gav sig udslag i et yderst ubehageligt "endorfin-rush" med svedeture og kvalme. Prøvede derefter at gå under 3mg, men en dosis på 2,8mg var ikke nok til at bibeholde de allerede opnåede positive effekter.

Bivirkninger

Et større indtag af naltrexon (end egen idealdosis) vil have den modsatte effekt, da OGFr vil være permanent blokeret, eller i det mindste blokeret i længere tid end seks timer. Det samme gør sig gældende, hvis naltrexon optages langsomt i kroppen. Derfor er det vigtigt at LDN ikke blandes med stoffer der forlænger optagelsen af naltrexon. Dette kan være et problem hvis LDN indtages i pilleform (visse fyldstoffer kan forlænge optagelsen), hvorimod metoden beskrevet under menupunktet "Indtagelse" ikke indebærer dette problem.

Der er ikke store negative bivirkninger ved indtagelse af LDN, og de fleste vil kun opleve lidt søvnforstyrrelser (livagtige drømme) i starten af behandlingen der i øvrigt er livsvarig, medmindre man bliver helbredt inden døden indtræffer.

En positiv bivirkning ved indtagelse af LDN, er følelsen af et forøget velvære grundet den forøgede mængde af alle opioide peptider og deres receptorer. Man skal dog være opmærksom på at den forøgede tilstedeværelse af opioide peptider, og deres receptorer, kan maskere for symptomer hidrørende fra andre alvorlige lidelser/tilstande.

Det skal bemærkes at naltrexon blokerer cellernes receptorer for alle opiater og opioider, hvorfor opiatsmertestillere som morfin og kodein (f.eks. Kodymagnyl) ikke vil have nogen effekt i det tidsrum hvor naltrexon er aktivt. Det er rimeligt at antage, at nævnte smertestillere vil have større effekt end vanligt så snart naltrexon ophører med at blokere for de opioide receptorer, og disses sensibilitet forøges.

På grund af det lette ubehag der opstår når kroppen ikke har adgang til sine egenproducerede (endogene) opioider, vælger de fleste at indtage LDN før sengetid, så man sover gennem det lette ubehag. Hvis søvnforstyrrelserne ikke aftager efter et par ugers brug må man skifte til et andet indtagelsestidspunkt.

Bortset fra de ovenfor omtalte (inklusive syntetiske) opiater og fyldstoffer kan LDN anvendes sammen med alle kendte lægemidler og fødemidler/drikkevarer.

LDNinfo.dk